Peter Kjær Flyvholm

Når jeg siger, at folkeskolen er min vigtigste mærkesag, så er det, fordi alt starter her.

Alt for mange er blevet ofre for en inklusionspolitik, hvor man har flyttet børn med særlige behov ind i almindelige klasser – men uden at følge op med de nødvendige ressourcer, lærere og pædagoger. Det er hverken fair over for børnene, deres familier eller lærerne. Inklusion skal ikke være et regneark, men et menneskeligt projekt.

For mig betyder det:
At vi sikrer nok voksne omkring børnene, så læring og trivsel går hånd i hånd.

At specialtilbud får den respekt og støtte, de fortjener.

At ingen børn føler, at de er et problem, der skal tilpasses systemet – men at systemet i stedet tilpasses børnene.

Folkeskolen skal være et sted, hvor børn bliver set som hele mennesker. Hvor det ikke handler om at presse alle ind i samme kasse, men om at give hvert barn de rammer, det har brug for til at blomstre.

Jeg drømmer om et Aarhus, hvor skolen igen bliver et sted, børn glæder sig til at gå hen – fordi de møder voksne, der har tid, overskud og nærvær, og fordi de oplever et fællesskab, der rummer forskellighed. For hvis vi mister folkeskolen, mister vi også hjertet i vores by.

Politik er aldrig kun teknik og tal – det handler om værdier. Om hvad der skal bære vores samfund, og hvordan vi vil møde hinanden.

Jeg mener, at Aarhus har brug for en værdipolitik, der tør tale om menneskets værdighed og ansvar. Vi kan bygge nok så mange veje, bygninger og systemer – men uden værdier til at binde det hele sammen mister vi retningen.

For mig handler værdipolitik om næstekærlighed og ordentlighed. Om at turde stå fast på, at frihed ikke blot er retten til at vælge sig selv, men også pligten til at tage ansvar for hinanden. Om at sige nej til had og polarisering og i stedet insistere på dialog, respekt og menneskelighed.

Jeg drømmer om en by, hvor vi kan tale sammen uden at råbe ad hinanden. Hvor politik ikke bare handler om at vinde debatter, men om at finde løsninger, der giver mening for mennesker. Værdipolitik er ikke pynt. Det er fundamentet under alt andet. Hvis vi glemmer det, glemmer vi også, hvorfor vi overhovedet har politik.

Ensomhed er et af de største, men ofte mest skjulte problemer i vores tid.

I Danmark lever mere end hver ottende voksne – svarende til næsten 600.000 mennesker – med en følelse af at være svært ensomme. Og blandt de unge er situationen endnu mere alarmerende.

Hver sjette i alderen 16 til 24 år kæmper med en gennemgribende følelse af ensomhed, og blandt unge kvinder på 16 til 19 år er det næsten hver fjerde. Det er ikke bare tal på et papir – det er unge mennesker, som står op hver morgen med en knugende fornemmelse af ikke at høre til, ikke at være vigtige for nogen.

Men ensomhed er ikke kun et ungdomsproblem. Også på vores plejehjem viser undersøgelser, at én ud af fire beboere føler sig uønsket alene det meste af tiden. Forestil dig at leve omgivet af mennesker og alligevel føle dig usynlig. Det er virkeligheden for alt for mange ældre aarhusianere.

Jeg ved selv, hvordan mørket kan føles, når man står alene, og derfor brænder jeg for, at ingen aarhusianer skal sidde tilbage med oplevelsen af at være glemt. Ensomhed er ikke blot en følelse – det er en folkesundhedskrise, der slider på krop og sjæl, og som i sidste ende koster os dyrt som fællesskab.

Derfor skal Aarhus være en by, hvor relationer prioriteres lige så højt som mursten og budgetter. Hvor unge finder fællesskaber, der rummer dem, som de er. Hvor ældre mødes med nærvær og varme. Og hvor vi allesammen tør række hånden ud – for vi ved, at det kan redde et menneske fra at gå til grunde i stilhed.

For mig er kampen mod ensomhed ikke et projekt på siden af politik. Det er en mærkesag, der handler om selve livsmodet. Vi kan ikke være bekendt at lade mennesker i vores by leve uden håb, uden nærhed, uden et sted at høre til.